Uorganiske forbindelser

Salte består af positive og negative ioner. Ved systematisk navngivning af disse, nævner man i reglen først de positive ioner og derefter de negative. Rækkefølgen af de positive og negative ioner, hvis der er flere af hver, er ofte historisk betinget og relativt tilfældig, men man prøver i reglen at sortere efter placeringen i det periodiske system.

Køkkensalt og natron bliver således:

NaCl = natrium + chlorid = natriumchlorid
NaHCO₃ = natrium + hydrogen + carbonat = natriumhydrogencarbonat

Hvis der er flere mulige blandingsforhold for ionerne, er blandingsforholdet med i navnet, f.eks.:

KH₂PO₄: Kaliumdihydrogenphosphat
K₂HPO₄: Dikaliumhydrogenphosphat

Hvis metalionen kan antage flere oxidationstrin, indgår oxidationstrinet i navnet:

Hg₂O: Kviksølv(I)oxid, udtales kviksølv-et-oxid
HgO: Kviksølv(II)oxid, udtales kviksølv-to-oxid
FeO: Jern(II)oxid, udtales jern-to-oxid
Fe₂O₃: Jern(III)oxid, udtales jern-tre-oxid


Negativt ladede ioner, bestående af et enkelt grundstof, gives sædvanligvis endelsen -id, f.eks.

SiC: Siliciumcarbid
NaF: Natriumfluorid

man skal dog være opmærksom på, at der findes enkelte afvigelser fra dette, når grundstoffet kan optræde i flere oxidationstrin. Den mest forekomne er peroxid, som de fleste kender fra hydrogenperoxid (brintoverilte) H₂O₂.


Kommer vi over i sammensatte ioner, bliver navngivning en halvsystematisk blanding af trivialnavne. Der er f.eks. chlor + oxygen, med chlor i fire forskellige oxidationstrin:

ClO⁻: hypochlorit
ClO₂⁻: chlorit
ClO₃⁻: chlorat
ClO₄⁻: perchlorat
Disse findes analogt for brom:

BrO⁻: hypobromit
BrO₂⁻: bromit
BrO₃⁻: bromat
BrO₄⁻: perbromat

så der er en form for systematik i trivialnavnene.

Præfixet per bruges om noget der er mere oxideret end referencen. Perchlorat, ClO₄⁻, der er mere oxideret end chlorat, ClO₃⁻, persulfat, S₂O₈²⁻, som er mere oxideret end sulfat, SO₄²⁻, osv. Der er ikke tale om et specifikt oxidationstrin eller forholdstal, blot at oxidationstrinet er højere end referenceionen.

Præfixet pyro bruges om 2 ioner af samme type der sidder sammen. Pyro bruges mest phosphater og sulfater, hhv. pyrofosfat, P₂O₇⁴⁻ og pyrosulfat, S₂O₇²⁻, da de har stor biologisk relevans, men der findes andre typer, f.eks. pyrovanadat (V₂O₇⁴⁻).

Indeholder saltet krystalvand, sættes antal + hydrat på navnet, f.eks. CuSO₄·5 H₂O: kobber-to-sulfat, pentahydrat og CaSO₄·2H₂O: calciumsulfat, dihydrat (calcium i forbindelser kan kun optræde i oxidationstrin +2, så her er 2-tallet underforstået).

Hvis saltet kan forefindes i flere krystalstrukturer, kan dette også ses af navngivningen, men dette kræver, at man er inde i terminologien for det pågældende salt. Her bruger man som oftest trivialnavne eller præfix, der ikke indeholder angivelse af krystalstrukturen. Det er f.eks. TiO₂ som findes som anatase (tetragonal krystalstruktur), rutil (tetragonal ditetragonal dipyramidal krystalstruktur), og brookit (orthorhombisk krystalstruktur). Navnene kan også afspejle de dannede krystallitmorfologier, f.eks. scalenohedrisk og kubisk calciumcarbonat som begge har trigonal krystalstruktur. Navnene afspejler således ikke nødvendigvis krystalstrukturen, som man kunne forledes til at tro.

Mineraler er et lidt specielt hjørne af navngivningen af uorganiske stoffer. For de naturlige mineraler anvender man trivialnavne, som refererer til en sammensætning, krystalstruktur og i nogen grad hvor det sted de forefindes i naturen. Der er dog en vis systematik at finde i navngivningen, idet man har grupper af mineraler, som f.eks. cyclosilikater og apatit, som indeholder en eller flere funktionelle grupper i en given konstellation, men man skal ikke tage navngivningen som mere end et pejlemærke for mineralets formel.

Der hvor man især skal være opmærksom mht. mineraler er, at navnene ikke er helt entydige. Dolomit er CaCO₃ hvor der er indsat Mg i krystalstrukturen, gerne skrevet som (Ca·Mg)CO₃ eller CaMg(CO₃)₂, uden angivelse af forholdstallet. Man kunne forledes til at tro, at forholdet Ca:Mg er 1:1, og der er også referencer til, at en sådan findes. Men, i den almindeligt forekommende dolomit er formlen ca. Ca_0,62Mg_0,38CO₃ mens i f.eks. havalgen Goniolithon ligger den omkring Ca_0,77Mg_0,23CO₃.

Nomenklaturen for de rene metaller er i reglen blot navnet på grundstoffet, f.eks. guld og sølv. Der findes dog metaller, der kan antage flere forskellige krystalformer. Her giver man grundstoffet et præfix, hvis man ved hvilken at typerne det er. Dette er ofte farve eller alpha, beta, etc. Enkelte tilfælde, som alpha-arsen/grå arsen, har fået begge præfix.

Ved legeringer angiver man normalt metaltype og blandingsforhold, f.eks. Nitinol 60, som er en nikkel/titan-legering med 40 % nikkel og 60 % titan. Man bruger ikke systematisk navngivning, men navne, der refererer til kombinationer, som f.eks, Nitinol og rustfrit stål, plus et nummer, der specificerer blandingsforholdet i legeringen. Visse legering er kun løseligt defineret, f.eks. bronze er 95 % kobber, 4 % tin og 1 % zink hvis det er til mønter, men 88 % kobber, 16 % tin og 2 % zink hvis det er til bronzelejer, så her skal man være meget opmærksom på forskelle i sammensætning.

Ligesom med de rene metaller, er krystalstrukturen på legeringen vigtig for materialeegenskaberne, hvorfor man f.eks. taler om austenitisk stål, som er kubisk fladecentreret, i modsætning til f.eks. ferritisk stål, som er kubisk rumcentreret. Krystalstrukturen er således ikke explicit indeholdt i navnet, men ligger underforstået i trivialnavnet.