Komplekser
Nomenklatur
Nomenklatur for komplekser
Nomenklaturen for komplekser er relativt simpelt i forhold til de andre navngivninger. Ved komplekser skriver man komplexdanneren først og liganderne bagefter, når man skriver formlen. Ved navngivningen gør man formelt det omvendte. Liganden og antallet af disse nævnes først, og derefter kommer komplexdanneren, med benævnelse af oxidationstrinet, hvis relevant, f.eks.
Ag(NH3)2+: diaminsølv(I)ion
Cu(NH3)2+: diaminkobber(I)ion
Cu(NH3)42+: tetraaminkobber(II)ion
Uformelt siger man navnet som det skrives, dvs.
Ag(NH3)2+: sølvdiamin-kompleks (1-tallet er underforstået fordi sølv sjældent optræder i oxidationstrin 2)
Cu(NH3)2+: kobber(I)diamin-kompleks
Cu(NH3)42+: kobber(II)tetraamin-kompleks
Hvis liganden er negativt ladet sættes et o på navnet (eller sidste bogstav skiftes ud med et o, for at undgå vokalsammestød i navnet), med mindre ligandens navn allerede ender på o som f.eks. cyano. Chlor bliver således til chloro, hydroxy bliver til hydroxo osv. Tilsvarende sættes endelsen at på kompleksets navn, hvis det samlet har en negativ ladning f.eks.
Zn(OH)42−: tetrahydroxozinkat(II)ion
Al(Br)4−: tetrabromoaluminat(II)ion
Fe(CN)64−: hexacyanoferrat(II)ion
Fe(CN)63−: hexacyanoferrat(III)ion
Bemærk at man nogle gange bruger de latinske navne, især for metallerne som ferrum i stedet for jern og cuprum i stedet for kobber. Ved vand taler man om aqua, så det kobber(II)komplekset med vand, [Cu(H2O)6]2+, kommer til at hedde kobber(II)hexaqua-komplekset. Brugen af latinske navne i forhold til de danske er historisk betinget og man kan møde begge benævnelser.
Ag(NH3)2+: diaminsølv(I)ion
Cu(NH3)2+: diaminkobber(I)ion
Cu(NH3)42+: tetraaminkobber(II)ion
Uformelt siger man navnet som det skrives, dvs.
Ag(NH3)2+: sølvdiamin-kompleks (1-tallet er underforstået fordi sølv sjældent optræder i oxidationstrin 2)
Cu(NH3)2+: kobber(I)diamin-kompleks
Cu(NH3)42+: kobber(II)tetraamin-kompleks
Hvis liganden er negativt ladet sættes et o på navnet (eller sidste bogstav skiftes ud med et o, for at undgå vokalsammestød i navnet), med mindre ligandens navn allerede ender på o som f.eks. cyano. Chlor bliver således til chloro, hydroxy bliver til hydroxo osv. Tilsvarende sættes endelsen at på kompleksets navn, hvis det samlet har en negativ ladning f.eks.
Zn(OH)42−: tetrahydroxozinkat(II)ion
Al(Br)4−: tetrabromoaluminat(II)ion
Fe(CN)64−: hexacyanoferrat(II)ion
Fe(CN)63−: hexacyanoferrat(III)ion
Bemærk at man nogle gange bruger de latinske navne, især for metallerne som ferrum i stedet for jern og cuprum i stedet for kobber. Ved vand taler man om aqua, så det kobber(II)komplekset med vand, [Cu(H2O)6]2+, kommer til at hedde kobber(II)hexaqua-komplekset. Brugen af latinske navne i forhold til de danske er historisk betinget og man kan møde begge benævnelser.
Undtagelserne
Der er selvfølgelig undtagelser til disse regler. Man ser det ved komplekser der ikke er veldefinerede, som f.eks. ved I−/stivelses-komplekset, som bruges ved iodometriske titreringer, og den specielle type komplekser der hedder flokkuleringer. I dette tilfælde nævner man blot kompleksets komponenter.